Hæsblæsende kamp ender med Sæby HK sejr på 29-24..

Meget hurtigt i kampen kunne man mærke, at der var noget specielt i gære.. Pigerne kom foran 7-4 og salen eksploderede af jubel, men Roskilde kom igen på 8-8 og satte nok lidt tanker igang på tilskuerpladserne, men pigerne spillede godt og konsekvent. Forsvaret stod rigtig godt idag og var svært bare lige at penetrere, så troen på holdet og sig selv plantede sig synligt på banen. Pigerne gik til halvleg foran 14-11. Alt føles rigtigt, Cecilie stod helt fantastisk på målet, og havde man lidt mere held i sprøjten i et par skud, så var man foran med mere.

2. halvleg starter med noget af et festfyrværkeri fra Sæby HKs side og man fører pludselig 20-12, og lige her knækker vores piger lige et par minutter. Roskilde udnytter et par brændte skud og henter sig op til 21-18. Træner Morten Arvidsson tager en hurtig Timeout og pigerne får lige taget en dyb indånding. Og så gør man det nødvendige, man holder Roskilde stangen, mens man spiller kløgtig håndbold og helt fortjent ender pigerne med at vinde med 5 mål! Mange navne at nævne, men det er holdet der fortjener al rosen idag! De var uden tvivl det bedste hold på banen.

– Efter 3 måneders sejrstørke var det skønt at se hvilken vilje og koncentration pigerne viste i lørdags. En stor præstation for et lille hold som os, at vende et 7 måls nederlag for 4 uger siden til en sikker og fortjent sejr på 29 – 24. Stor forsvarsindsats ikke mindst i centerforsvaret af Anne Sønderby og Ann-Helen Adolfsen – og klart sæsonens bedste af målvogter Cecilie Kongstad, der blev suppleret fint af tilbagevendte Ditte Marie Fuglsang, fortæller træner Morten Arvidsson.

– Sara Madsen viste med sin hurtighed og skud vejen frem angrebsmæssigt. Mette Olesen og Sabina Bruun viste sig især kampafgørende med mange gode løsninger. Jeg er mega tilfreds med holdet og gennemførelsen af kampen og håber, at sejren kan løfte os til de sidste 11 kampe, hvor vi stadig skal vinde mange for at forlænge opholdet i 1. Division, slutter træner Arvidsson af.

Fantastisk opbakning i hallen idag, dejligt at se så mange mennesker sidde og klappe pigerne af banen!