Mette Olesen afgør kampen på straffe, 2 ekstremt vigtige point i hus..

 
Det var ventet, at det ville blive en jævnbyrdig kamp, da Stjernen fra Odense var på besøg i Sæby Spektrum, men at den ville få så vanvittig en afslutning, var der vist ingen der havde forventet. Med kun 30 sekunder igen og stillingen 24 – 24 smed IF stjernen bolden væk og Sæby HK fik en gylden mulighed for at tage sejren.
 
Efter en timeout og en sal der larmede mere end en Super Bowl kamp, blev stregspiller Mathilde Jensen spillet fri og tacklet hårdt i kampens døende sekunder. Straffekast til Sæby HK, tiden var udløbet.. IF Stjernen kun en strafferedning fra deres første point i sæsonen og alle følelser var i spil på begge hold! Mette Olesen fik presset på sine skuldre og hun scorede usvigeligt sikkert på kampens sidste skud; inden hun sammen med Sæby-spillerne og hele hallen kunne juble over en vital et-målssejr på 25-24.
 
-Det var første gang i sæsonen at vi var favoritter, hvilket vores indsats bar præg af. Vores forsvar blev lidt for stillestående når Stjernen spillede tålmodigt, mens vi heller ikke fik løbet så mange contra, som vi havde mulighed for. Vi var heldige i slutfasen med at få sat angrebet godt op. Stærkt at Mette Olesen holdt nerverne i ro og scorede, sagde en lettet Sæby HK-træner efter kampen. Sejren var afgørende for vores muligheder for at blive i 1.division. Vi skal sandsynligvis vinde 5 kampe ud af de sidste 9, for at forlænge opholdet, men havde vi tabt i dag, så havde det set sort ud – det kunne man virkelig godt se i dag, slutter Sæby HK-træner Morten Arvidsson.
 
Kampen bar især præg af den store betydning for især hjemmeholdet, som kun i kortere sekvenser fik angrebsspillet til at flyde og sjældent formåede at få skruet op for tempoet. IF Stjernen spillede taktisk smart og fik kampen ind i deres rytme, efter Sæby HKs gode start på kampen med en føring på 6-3 efter 10 minutter. Sæby helt klart i føresædet 1.halvleg, dog kun med en lille føring på 12-11 ved pausen. Men IF Stjernen fik desværre lov at komme stærkt tilbage og fik bragt sig foran 20-17, da der resterede knap 12 minutter af kampen. Uden tvivl indså de nordjyske piger alvoren, fik skruet kraftigt op for tempoet og vendte kampen ved endeligt at spille frigjort og minde om det angrebsspil de havde i de foregående 2 kampe. Publikum fik ikke en håndboldmæssig stor oplevelse, men ingen af de næsten 200 tilskuere kunne udsætte noget på spændingen og intensiteten i kampen. Fantastisk opbakning i hallen og rigtig god stemning fra de medrejste!