11. april 2020 | 1. DIVISION | Martin Nielsen

Drømmen om at blive i 1. Division gik tabt udenfor hallen..

Divisionsforeningen og DHF trak stikket på resten af sæsonen og valgte både mestre, op- og nedrykkere bag skrivebordet. En beslutning der rammer mange hårdt, ikke kun i Sæby HK, men også en klub som EH Aalborg rammes hårdt af beslutningen. Divisionsforeningen og DHF valgte ikke at udvide selve Ligaen og 1. Division på herre og damesiden, men valgte istedet, at benytte holdenes nuværende placering som endegyldig placering. Uanset hvor mange kampe de har igen, eller om de teoretisk set har en chance for at kunne nå over stregen.

DHF-formand Per Bertelsen udtaler sig
Udvalget for Professionel Håndbold, hvor både Dansk Håndbold Forbund (DHF) og klubberne er repræsenteret, har på et møde tirsdag formiddag taget den endelige beslutning. Der vil ikke blive spillet mere håndbold i landets to bedste rækker hos både mænd og kvinder.

– Det er ingen hemmelighed, at det her scenarie er det værst tænkelige, der kunne ske for dansk håndbold.

– Jeg er frygteligt ked af, at vi har måttet træffe den her beslutning, men det er desværre den eneste rigtige set i lyset af den situation vi står i. Selve afgørelsen er for os i Dansk Håndbold Forbund at se den bedste af de mulige scenarier, siger DHF-formand Per Bertelsen.

Store konsekvenser for Sæby HK
Det var ikke fordi vi havde forventet at få lov at blive i 1. Division, men muligheden var tilstede. Vi havde selvfølgelig håbet på at det lille håb om udvidelse af de 2 øverste rækker blev til et mirakel, men sandheden er at vi var 5 point fra nedrykningsstregen, på den forkerte side vel at mærke. Vi har ikke leveret de resultater der skal til, derfor rykker vi ned. Skrivebordet afgjorde det måske nok endegyldigt, men det var desværre os selv der ‘kun’ leverede 4 sejre i 19 kampe. Længe havde vi chancer til at blive, men vi var aldrig istand til at udnytte dem. Vi er om noget en lektion rigere i livet i 1. division og hvad det kræver for at være en del af det tog. #ViKommerTilbageStærkere

Det er klart, at der er store konsekvenser ved at rykke ned i 2. division. Det betyder uden tvivl en nedgang i sponsorindtægter, som i forvejen er truet af den igangværende verdenskrise og mindre tilskud fra kommunen. Det betyder også, at vi ikke er blandt de 25 bedste kvindehold i Danmark mere og det var vi faktisk en smule stolte af at vi var. Vi er en lille smuk by, men på det store landkort er vi meget små i håndboldverdenen, derfor er det noget af et rygklap at spille i 1. Division.

Det betyder samtidig også at vores nuværende 2. divisionshold rykker ned i 3. division. Til slut glipper Jyllandsseriens (Pink Darlings) oprykning til netop 3. division. Det kunne ellers have været lidt vildt med et hold i både 1., 2. og 3. division efter sommer!

Missionen er klar, vi skal tilbage i 1. Division
Der er ingen tvivl hjemme i stuerne hos vores spillere og trænere. Missionen er klar, vi skal tilbage til 1. division i en vis fart. Vi havde det fedt i 1. division, omend vi tabte mere end vi burde, men lad os lige dreje uret tilbage til starten af denne sæson. Hvor mange sejre havde vi rent faktisk forventet at tage? Vi havde nok til dels forventet at få nogle gevaldige lussinger undervejs. Vores ekstremt gode sæsonstart skabte forventninger, som vi desværre endegyldigt ikke kunne levere på.

Chancen var der, holdet var der, men showet i 1. division er en helt anden kaliber. Du straffes hårdt på hver enkelt lille fejl du begår. Du straffes hårdt hvis du brænder eller ikke spiller konsekvent nok. Selvtilliden tog et dyk efter Sønderjyske kampen på hjemmebane og kom aldrig helt på plads igen før vi mødte Roskilde på hjemmebane efter jul og der var det simpelthen for sent. Vi har lært ufatteligt meget af denne sæson og det betyder, at når vi står her igen om 12 måneder og er på vej tilbage i 1. division, er vi helt anderledes forberedte på missionen.

Støtten fra Sæby har været fantastisk
Uden tvivl har det været ekstremt mærkbart på banen, at der har siddet 150 tilskuere på lægterne til hver eneste hjemmekamp. Støtten har været ubeskrivelig og som klub og hold er vi stolte af at i sidder der og fejrer vores scoringer, selv på et punkt hvor kampen er gledet os af hænde!

Derfor en dybfølt hjertevarm tak til alle vores fans, sponsorer, frivillige og øvrige samarbejdspartnere for den flotte opbakning, og vi glæder os helt utroligt meget til at se jer igen når godstoget buldrer igennem 2. division i den nye sæson.

Pas nu rigtig godt på jer selv og hinanden i denne svære tid.

Highlights