Kampen mod Roskilde skal være et vendepunkt..

Velkommen til årtiets første 1.divisionskamp og rigtig glædeligt nytår!
 
Lørdagens gæster har notorisk været et af topholdene i 1.division i mange år og har også nærmet sig toppen efter en svag start på sæsonen. Holdet er rutineret; hvilket vi fik at mærke i kampen i december hvor sjællænderne vandt sikkert 33-26. Efter vi havde fulgt med til 9-7 I midten af 1.halvleg, rykkede de fra os til 18-10 ved pausen, og den føring fik vi aldrig hentet igen.
 
Vi fangede Morten Arvidsson til torsdagens træning for at høre lidt mere om hans forventninger til kampen… ‘Hos Roskilde er det bl.a. playmaker Louise Olsen – som vi mandsopdækkede i sidste kamp – der sætter tempoet. Louise Mott på stregen er en dygtig stregspiller, som ogå gav os en del udfordringer. Derudover har Roskilde glimrende skytter i Frederikke Lærke, Malene Nielsen og Victoria Kagan. Det er kampafgørende at vi får sat forsvaret, så disse skytter ikke kommer uhindret til skud. Roskilde spiller gerne 7 mod 6 med målvogteren udskiftet, hvilket kræver noget ekstra bevægelse af os. Vi klarede sidst at score en del mål i deres tomme mål inden de nåede at få skiftet målvogteren ind igen’, slutter Morten Arvidsson.
 
Vi fangede selvfølgelig også Sara Jakobsen Madsen, som lige er skiftet til klubben fra EH Aalborgs U19 trup omkring hendes klubskifte og forventninger.. ‘Det næste halve år forventer jeg at udvikle mig som bagspiller, samt bidrage til at vi kan forblive i 1. division’, siger Sara og tilføjer ‘for mig var det oplagt at skifte til Sæby, da det er her jeg bor, udover det har jeg kendskab til klubben, i og med at jeg har spillet i den før, hvilket også har spillet en stor rolle i beslutningen. Efter skiftet har pigerne på holdet også taget rigtig godt imod mig, hvilket også har gjort mig mere glad for mit valg.’ Tilføjelsen af Sara J. Madsen burde give vores angrebsspil mere bredde og bedre dynamik, da hun er venstrehåndet og siden Sara Andersen blev skadet, har der manglet noget vildskab på den position og naturlighed i skudafvikling fra den position. 
 
Det bliver en vanskelig opgave lørdag. Vi har brug for maksimal opbakning fra dig som tilskuer, hvis vi skal få en flyvende start på årtiet. Sæby HK ønsker publikum, dommere, officials og vores gæster fra Roskilde hjertelig velkommen til Sæby Spektrum.
 
Med ønsket om en spændende & velspillet kamp.